Kaffens historie

Ordet kaffe stammer fra det arabiske ord qahwah, der betyder en drik lavet af planter.
Legenden siger, at kaffebønnernes virkning blev opdaget af en gedehyrde i Etiopien. Han lagde mærke til, at hans geder blev så opløftede af at spise bærrene fra et bestemt træ, at de slet ikke sov om natten. Det fortalte han videre til abbeden på et nærtliggende kloster. Abbeden lavede en drik af bærrene, og den kvikkede ham så meget op, at han uden problemer kunne holde sig vågen under sine lange aftenbønner. Efterhånden bevægede rygtet sig østover og nåede de arabiske lande. En rejse, der skulle sprede kaffebønnernes ry over hele verden, var begyndt.
Om man tager legenden på ordet eller ej, kan kaffen dog spores til Etiopien. Kaffetræet stammer fra Etiopiens bjergegne, og de afrikanske stammer formede kugler af knuste kaffebønner blandet med fedt. Sådan en kugle dækkede en dags behov og kunne bruges som føde under jagtture. Religiøs drik Det var i de arabiske lande, at man begyndte at riste kaffebønnerne og lave en kaffedrik. Det skete formentlig i starten af det 14. årh. Byen Al Mocka i Yemen blev verdens første kaffecentrum, og det er herfra den fine kaffesort Mokka stammer. Kaffen fik status som en religiøs drik, der kunne sørge for, at de fromme selv om natten kunne hengive sig til bøn. Men den opkvikkende drik blev også brugt som medicin og ved ceremonier. Omkring år 1470 åbnede de første kaffehuse, kaldt qahveh khaneh, i Mekka. Den tidligere religiøse drik blev nu populær blandt ganske almindelige mennesker, og man mødtes på kaffehusene for at diskutere, spille skak og høre musik. Men succesen gjorde magthaverne nervøse, for på kaffehusene blev der også diskuteret politik. Også præsterne ønskede at forbyde kaffen, som de mente, virkede berusende. I lange perioder diskuterede de lærde for og imod kaffen. Rygtet om “Arabiens vin”, som kaffen blev kaldt, begyndte at sprede sig ud over de arabiske landes grænser. De europæiske rejsende fortalte om den sorte drik, og i 1615 bragte handelsrejsende fra Venedig for første gang kaffen til Europa. Også her blev kaffen fordømt af præsterne, og paven blev bedt om at forbyde drikken. Inden han besluttede sig, valgte han dog selv at smage, og han syntes så godt om kaffen, at han i stedet for at forbyde den gav den sin pavelige godkendelse. Kaffehuse og cafékultur Man mener, at kaffen for første gang kom til Danmark i 1665. I 1773 importerede Danmark ca. 6 tons kaffe, og 30 år senere var mængden næsten fire gange så stor. Handelsministeren var bekymret over det voksende forbrug, da det påvirkede handelsbalancen i negativ retning. Man ville meget hellere have, at de lavere samfundsklasser holdt sig til de almindelige og danske nydelsesmidler som øl og brændevin. Rundt omkring i de større europæiske byer åbnede kaffehuse og blev hurtigt vigtige mødesteder. I England opstod “penny universities”, hvor man for en penny kunne købe en kop kaffe og deltage i intellektuelle diskussioner. I Wien udviklede der sig i 1800-tallet en café-kultur omkring de berømte wiener-caféer. Caféerne var wienernes kontorer, deres saloner og deres læsesale. Især forfatterne gjorde brug af caféerne, og indgangens vindfang sikrede, at forfatternes papirer og aviser ikke blæste væk, når døren gik op og i. Europæerne tog kaffebønnerne med til de daværende kolonilande, og det var hollænderne, der fik spredt kaffeplanten til det meste af Syd- og Mellemamerika. Det blev starten på en stor produktion, der har gjort kaffen til kontinentets vigtigste eksportvare. Kaffeeventyr i Mellemamerika Mellemamerika har de naturlige betingelser for at kunne dyrke den milde arabica-kaffe i en meget høj kvalitet – især i det vulkanske højland, der strækker sig hele vejen ned igennem regionen. Kaffeeventyret startede i 1840’erne i Costa Rica, og efter 1850 var det allerede blevet et vigtig eksportprodukt i hele regionen. Det var produktionen af kaffe, der for alvor integrerede de mellemamerikanske lande i verdensmarkedet. I Nicaragua som i de andre lande i regionen havde den voksende kaffeproduktion brug for store landområder og billig arbejdskraft. Derfor begyndte landets elite i det nordlige højland med mere eller mindre fine metoder at presse småbønder og indianere væk fra deres jordstykker. De nu jordløse bønder måtte derefter tage arbejde på de nye plantager for at kunne overleve. Kaffeproduktionen voksede yderligere med stor fart i årene 1893-1909 under en liberal diktator, der bl.a. udlovede store jordområder i de bedste kaffeområder til nordeuropæere, hvis de ville flytte til Nicaragua for at dyrke kaffe. Det var især tyske familier, der tog imod tilbuddet, men også et par danske familier emigrerede til Matagalpa i det nordlige Nicaragua for at blive kaffeproducenter.